|
Randers¹ historie
Byen på flodens bred
Randers nævnes første gang i de skriftlige kilder i Knytlingesagaen fra 1086 og har altså eksisteret i flere hundrede år, før byen i 1302 får købstadsrettigheder af kongen Erik Menved.
I 1200- og 1300-tallet var byen en af de største i landet. Den mest markante begivenhed i disse århundreder var uden tvivl Niels Ebbesens dåd den 1.april 1340, da han slog den holstenske Grev Geert ihjel i byen.
Byens struktur var på plads i middelalderen. Fra 1550¹erne anlagde Christian III et voldsystem nord om byen, der stadig kan spores i byens gadenavne: Østervold, Nordregrave og Store og Lille Voldgade.
På trods af krige og besættelser var den første halvdel af 1600-tallet en af de driftigste perioder i Randers¹ historie. Randers-købmændene havde deres storhedstid og rundt om i byen vidner de mange store bindingsværksgårde
stadig om denne periodes betydning.
I 1793 fandt den første systematiske uddybning af sejlrenden i Gudenåen sted. Dette var i høj grad med til at forbedre transporten ad vandvejen og betød, at Randers kunne beholde sin position som Østjyllands førende handelsby.
I 1794 blev Randers hovedby i det nyoprettede Randers Amt, og i 1850 var Randers landets sjettestørste by med 11.354 indbyggere.
Togforbindelsen mellem Randers og Århus blev åbnet i 1862, men da de byer, der ellers havde brugt Gudenåen som transportvej, fik direkte jernbanelinje til Århus, mistede Randers sin position som handelscenter. Til gengæld tiltrak den voksende industri arbejdskraft, og de nye arbejdere fik arbejde på for eksempel Scandia, Dronningborg Maskinfabrik og Spritfabrikkerne.
Randers var ved århundredskiftet godt i gang med overgangen fra at være en fortættet landsby til at blive en storby med moderne faciliteter og nyt etagebyggeri. I begyndelsen af 1900-tallet steg antallet af skibe i havnen kraftigt, og i 1927 vedtog byrådet en omlægning af havnen. Omlæggelsen af havnen i 1930¹erne var en fremsynet handling. Selv i dag kan havnen modtage skibe af anselig størrelse.
Randers Amt blev nedlagt i 1970, og størstedelen af amtet blev lagt ind under Århus Amt, mens Randers købstad blev lagt sammen med Borup, Dronningborg, Gimming-Lem, Hornbæk-Tånum, Haslund-Ølst, Kristrup og Vorup. Desuden blev den gamle Kousted-Råsted kommune delt og Råsted lagt ind under Randers. I dag er Randers stadig en industriby, men har sideløbende også opbygget et stærkt kulturliv med flere museer, hvor lokalmuseet er et af landets største. Randers Regnskov og Værket hører dog nok til de mest kendte uden for kommunegrænsen.
|